 |
| Credit: Ronny Budweth |
Jon
Stewart svarede engang på et spørgsmål om at opnå succes i livet
når man starter bagud på point: ”Jo! Du kan også løbe et
maraton på ét ben, men det er sværere”. Og der starter dagens
historie om tidl. 89ers profil Frederik Myrup. Som helt lille blev
Myrup diagnosticeret med leukæmi, og startede folkeskolen i en
kørestol, men siden han kom ud har han haft svært ved at sidde
stille. ”Det har nok ikke været bevidst, men jeg tror da helt
sikkert at det har givet noget lyst til at komme ud at røre sig og
måske også lidt vinder mentalitet. Jeg tænker at hvis man har
ligget ned i 3-4 år så synes man nok det er meget fedt at komme ud
at røre sig lidt” forklarer han.
”Da
jeg endelig kom ud af kørestolen synes jeg bare sport var for fedt.
Jeg spillede meget og blev ret god til fodbold, men pga. kemoterapien
var min udvikling hæmmet på visse punkter. Det var ikke meget, men
hvis man spiller på et højt niveau så gør det selvfølgelig en
forskel, og til sidste valgte jeg at stoppe” beretter Frederik om
sine barndomsår i sportens verden. Fodbolden blev byttet ud med
atletik, og her var der lidt mere succes at spore: ”Jeg var ikke
fantastisk til noget af det, men jeg var god til mange ting så jeg
var nok det man kan kalde en 10-kæmper”.
 |
| Credit: Ronny Budweth |
Landsholdet
takkede nej
”Efter
et par år i atletik kedede det mig lidt, men jeg var blevet
hurtigere, stærkere og større, og så var der en af mine bedste
venner der spurgte om ikke jeg skulle prøve amerikansk fodbold og
fandt på den måde ud til 89ers” fortæller Frederik om skiftet
til amerikansk fodbold: ”I starten vidste jeg egentlig ikke rigtig
hvad jeg lavede. Det begyndte endelig at give mening for mig da jeg
blev sat ind som cornerback, og lavede et par tacklinger og fandt ud
af at jeg godt kunne løbe med folk der”
Det
næste naturlige stop for enhver ambitiøs ung football spiller er
High School, men det blev aldrig den succes Frederik havde håbet på:
”Jeg spillede football på High School i et år i Monroe, Michigan,
men fik ikke ret meget tid på hverken angrebet eller forsvaret. Jeg
fik dog lov at være med til træning og fik spilletid som Kicker.
Det var vanvittigt højt niveau, og det gik meget hurtigere ift. hvad
jeg var vant til”. Den manglende spilletid havde dog ikke mindsket
lysten til at spille, og da han kom hjem fandt han hurtigt tilbage i
rytmen hos 89ers, og var spillede med seniorerne i holdets første
NL-sæson som bare 18-årig.
 |
| Credit: Ronny Budweth |
Frederiks næste store mål blev landsholdet, men heller ikke det skulle vise sig at komme nemt: ”Jeg kom med på landsholdslejr, men blev valgt fra. Jeg synes selv jeg var en dygtig atlet, men vidste ikke så meget om football eller det system vi spillede. Det blev lidt et tema for mig over de næste mange år. Jeg havde meget selvtillid, men nok manglede nok lidt disciplin, en ”loose cannon” om man vil. Jeg var måske ikke stor nok, eller tilstrækkelig teknisk dygtig, men det var jeg jo selvfølgelig uenig i”.
Manglende
spilletid på JUCO
Selvom
landsholdsdrømmen var sat på pause, havde Frederik stadig succes i
89ers, men ønskede sig også mere af sporten. I 2013 gik turen
derfor til Junior College. ”Jeg synes selv at jeg havde talentet
til at være med, men når landsholdet ikke ville have mig måtte jeg
jo tage på JUCO. Det endte lidt som et 'op-og-ned-år'. Jeg gjorde
det rigtig godt i starten til spring ball. Jeg var blevet rykket til
receiver hvor jeg tidligere spillede lidt på både receiver og
cornerback pladsen. Det synes jeg egentligt gik rigtig fint, men da
sommeren kom og padsene blev taget på forsvandt repsene. Jeg fik
aldrig rigtig nogle chancer og føler måske at jeg blev fanget lidt
i et politisk spil, der kom til at handle om at jeg var dansker og
skolen gerne forsat ville kunne rekruttere de lokale fra
Californien”.
 |
| Credit: Ronny Budweth |
Heldigvis
var turen ikke helt spildt. ”Som hold havde vi et rigtig dårligt
år, men for mig klikkede det egentligt. Jeg lærte at jeg ikke bare
kunne leve på mine atletiske egenskaber, så min teknik blev bedre,
og begyndte at forstå vigtigheden i at se film. Det hele blev på
den måde taget lidt mere seriøst og jeg blev en meget bedre
receiver” anerkender Frederik, der alligevel valgte at tage hjem
til Aalborg da året var omme, og endelig blev der plads til ham på
landsholdet da holdet skulle spille A-EM.
Samme
år tog studiet ham til København hvor han fandt vej til Towers.
”Der gik lidt tid med at finde kemien med de andre. Jeg kom til
klubbens med J.R (Artozqui, red.) var QB og han var måske ikke altid
den nemmeste at spille sammen med. Vi vandt Mermaid Bowl, men året
efter røg vi ud i semifinalen” fortæller Frederik skiftet til
Københavner-klubben: ”2016 startede egentligt med at finde ud af
at Peter Herbild og jeg så forskelligt på tingene. Jeg mente jeg
var den bedste receiver i Towers, mens Herbild ikke mente at jeg var
blandt holdets fire bedste receivere. Så de første fire kampe fik
jeg ikke særlig meget spilletid. Det var her jeg første gang
begyndte at gå med overvejelserne om at stoppe. Jeg forstod ærlig
talt ikke hvordan jeg ikke kunne være én af starterne”. I stedet
valgte han at sænke hovedet og arbejde hårdt til træningerne, og
det kastede omsider en starter position af sig.
Royals
præsenterede en spændende mulighed
Samme
år var landsholdet i aktion igen i mod Polen, og det var her han
selv mener at have sat sig på Europakortet: ”Jeg havde måske
250yds inklusiv returns og scorede 2 TDs i det første quarter af de
to jeg endte med at spille. Da vi endelig kom til Danmark igen og jeg
får tændt for telefonen igen, lå der beskeder fra 10-12
forskellige trænere rundt omkring i Europa der ville høre hvad mine
planer var for næste år. Det var lidt overvældende”.
Studie-trætheden havde meldt sig, og efter en snak med hans mor
besluttede han sig for at tage til en prøve træning hos Örebro.
”På vejen der op blev jeg kontaktet af en spiller nede fra
Potsdam. Min første tanke var: 'Hvad fanden er Potsdam egentligt for
et sted?' for det havde jeg aldrig hørt om.”
 |
| Credit: Ronny Budweth |
Potsdams
udvikling tiltalte Frederik. Det var et relativt nyt hold der hurtigt
var rykket op gennem GFL-rækkerne, og dengang lige havde afsluttet
en sæson på GFL 2s 3. plads: ”Jeg havde nogle skype-møder med
dem. De virkede som nogle fornuftige mennesker og det var vigtigt for
mig. Selvom man selvfølgelig er professionel og får løn, så
forventede jeg ikke at blive millionær. Så for mig var det vigtigt
at vælge et sted hvor man føler at klubben sætter pris på man er
der og ikke bare er et stykke kød”. Det endte med en underskrevet
kontrakt hos Potsdam, og en sæson hvor holdet gik 16-0 og rykkede op
i GFL 1. Samtidig førte Frederik ligaen i receiving yards og TDs og
lykkedes ligeledes at slå klubrekorden. Det resulterede i endnu et
års kontrakt til den unge dansker: ”Egentlig havde jeg sagt at jeg
bare skulle prøve det et år, men det er svært at sige nej til at
komme igen efter sådan et år, og jeg kunne jo godt tænke mig at
prøve at spille i GFL 1”.
Nederlag
er vejen til succes
Hvis
afslag og nederlag bygger karakter, må man konstatere at Frederik
Myrup igennem sit liv har konstrueret et himmelhøjt monument, men
hvordan bliver man ved med at holde dampen oppe efter gang på gang
at blive vejet og fundet for let? ”Jeg tror det har betydet meget
at jeg har haft nogle folk i mit liv, som f.eks. Thomas Thomsen, Lars
Ringgaard, Thomas Zinck og Simon Brøsted der troede på mig og som
hjalp mig videre. Hvis man mænger sig med folk der gør tingene på
den rigtige måde og vil dig det godt, så ændrer man sig også
langsomt hen ad vejen” forklarer han og forsætter: ”Troen på
egne evner var måske i virkeligheden nogle gange større end
arbejdsmoralen, så afslagene pressede mig bare gang på gang til at
arbejde hårdere. Selvfølgelig var der tidspunkter hvor man sad for
sig selv og tænkte at det her er noget rigtig pis, men næste dag
var jeg oppe igen og løfte, løbe, gribe bolde eller bare lave et
eller andet.”
”Jeg
tror det handler om personligheden. Jeg er et konkurrence menneske
hele vejen igennem, og jeg hader når folk skal fortælle mig hvad
jeg er og hvad jeg ikke er. For hvordan skal de kunne fortælle mig
det når de ikke engang kender mig” forsætter han. ”Et eller
andet sted er det måske i virkeligheden godt at de ting skete. Det
har gjort mig mere selvbevidst og opmærksom på hvad det var at jeg
skulle gøre bedre og på hvorfor de valgte mig fra. Det har krævet
at jeg har skullet ligge egoet lidt til side.”
Netop
egoet erkender han også nogle gange kunne skabe lidt friktioner og
måske godt kunne have spillet ind i trænernes overvejelser de gange
han er blevet valgt fra. ”Nogle gange kan det være svært at sluge
sin stolthed, men det er jo også det man gerne vil have i en atlet.
Altså en spiller ikke tillader sig selv at tabe og jeg tror ikke der
er nogen sportsmænd der ikke har oplevet at blive fundet for lette.
Jeg tror man har brug for den der motivation for at presse sin
grænser. For hvad sker der hvis man aldrig lærer at håndterer den
modstand man møder? Så ender man bare med at gå i stå”.
 | |
|
EFL
Mesterskabet
EFL
finalen d. 9. juni mod Milano Seamen blev kulminationen på mange års
arbejde både på og uden for banen. ”Det holdt hårdt” fortæller
Frederik om sejren på 43-42, hvor i han greb den afgørende 2-point
conversion, et modigt kald med under 20 sekunder tilbage af kampen
bagud 41-42. ”Det gav os muligheden for selv at afgøre kampen.
Vores angreb har en del dybe trusler som folk bliver nød til at
respektere, men hvis vi skulle starte på 25yd linjen hver gang så
er der meget mindre plads at arbejde på” tolker Frederik på
trænerens beslutning. ”Jeg sagde hvilket spil vi skulle køre, og
han sagde bare 'Okay, det er fint' ” griner han: ”Der gik lige et
par dage før det gik op for mig hvad det var egentligt var at vi og
jeg havde gjort. Det var et meget stort øjeblik”.
Lige
nu er han usikker på fremtiden og ydmyg omkring mulighederne for at
få endnu et år mere i Royals. ”Det tager jeg om ni kampe. Det
handler om så mange ting, og det er jo slet ikke sikkert at de er
interesseret i at have mit et år mere. Der er meget andet talent at
hente rundt omkring og så mange imports er der jo heller ikke der
bliver skrevet kontrakt med. Selvfølgelig er det noget jeg er åben
for, men lige nu må jeg nyde det mens jeg kan og det er ikke altid
forfærdeligt længe man kan det i den her sport” erkender han
afsluttende.
DanskBacon
vil gerne sige tak til Frederik Myrup for hans tid, og ønske ham
rigtig meget held og lykke i resten af sæsonen.
Kommentarer
Send en kommentar